Private høreklinikker
Hos en privat høreklinik skal du selv betale for undersøgelsen, høreapparater og for selve tilpasningen. Det offentlige giver dog et tilskud, hvis du gør brug af den private ordning.
I 2023 er det offentlige tilskud til høreapparater købt hos en godkendt privat høreapparatforhandler 4.286 kr. for det ene øre og 2.400 kr. for det andet øre. Tilskuddet udbetales hvert fjerde år og pristalsreguleres hvert år. Tilskuddet gives til personer over 18 år og ydes uden hensyn til din indkomst. Det omfatter høreprøve, høreapparat, tilpasning, service, garanti og moms.
Betingelsen for at få tilskud er en henvisning fra en ørelæge. Du kan indhente henvisningen enten før eller efter dit første besøg på klinikken. Hvis du allerede har høreapparater, kan du få nyt tilskud hvert fjerde år. Høreklinikken sørger for at søge nyt tilskud for dig, og det kræver ikke en henvisning fra en ørelæge at få dine høreapparater fornyet.
Er du medlem af Sygeforsikring Danmark, kan du få tilskud til køb af høreapparater.
Er du folkepensionist eller førtidspensionist og opfylder betingelserne, kan du med det offentlige helbredstillæg få dækket op til 85 % af egenbetalingen på dine nye høreapparater.
Det er en god idé, at du forbereder dig på at kunne fortælle om dit høretab, behov og ønsker forud for dit besøg. Udfyld evt. vores korte spørgeskema om din hørelse.
Som regel er der kort ventetid hos de private høreklinikker.
Find høreklinik